Vi har gennem 25 år været repræsenteret i Høje-Taastrup Byråd.
Vi var med fra starten, da vi blev betegnet som ” ikke stuerene”, ligesom vi blev beskyldt for både den ene og det andet, når det kom til den stramme udlændingepolitik, som flere af de dengang tavse politikere, nu prøver at tage æren for.
Man kan være ganske sikker på, at uden Dansk Folkeparti, havde vi i dag haft svenske tilstande på udlændingeområdet.
På denne side vil du bl.a. blive præsenteret for nogen af de holdninger, jeg, som lokal folketingskandidat, står for. Alle repræsenterer de Dansk Folkepartis kerneværdier, og alle er de udtryk for, at vi siger, hvad vi mener på en ordentlig måde men også klart og uden omsvøb – borgerne skal vide, hvor de har DF.
Du vil også løbende under valgkampen på denne side blive orienteret om nyt fra vores lokalafdeling, politiske forslag og holdningstilkendegivelser.
Er du interesseret i at blive medlem, eller har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig pr. e -mail eller find mig på Facebook.
Venlig hilsen
Lars Prier, Folketingskandidat for DF Taastrup-Albertslundkredsen.
Da jeg blev ansat som folkeskolelærer tilbage i 1993 blev der taget hånd om de elever, som havde problemer af den ene eller anden art, der gjorde, at de ikke lod sig inkludere i en ” normalklasse”.
Det betød, at der var OBS-klasser, OBS-klinikker og specialtilbud på enhver almindelig folkeskole. Det nød både specialeleverne og de ”undervisningsparate ” godt af.
Sådan er det desværre ikke mere.
I dag har inklusionstanken smadret læringsmiljøet i klasserne, sendt lærere i hobetal ned med stress, ændret deres funktion som undervisere til en slags socialpædagogrolle, hvor de møder sig ihjel, imens de forsøger at få forældre, skolepsykologer, ledelse og sagsbehandlere til at løse de uløselige problemer, som opstår i kølvandet på inklusionen, og hvor læreren skal bruge hovedparten af sin tid på at opdrage, irettesætte og mandsopdække den lille håndfuld specialelever, som ikke hører til i en ” normal ” folkeskoleklasse.
Mange lærere bruger hovedparten af deres tid på de få; imens lades de fleste i stikken fagligt.
Resultatet er en skole, som er ” knækket over ”, hvor de ” stærkeste” forældre, som har råd, sender deres børn på privatskoler væk fra inklusions illusionen og over til en skole, hvor deres børn får faglighed og hjælp, fordi læreren rent faktisk beskæftiger sig med det, læreren skal – nemlig god undervisning og omhyggelig indlæring i et miljø, som ikke drukner i konflikter, skrig og skrål.
Det er på høje tid at der gøres op med den ubetingede inklusion i folkeskolerne. Specialtilbud og OBS-klasser er selvfølgelig ikke gratis, men har vi råd til at lade være? Det er efter min mening en opgave, som både folketing og undervisningsministerium bør løse hurtigst muligt.
Lars Prier
Folketingskandidat (DF)
Taastrup/Albertslundkredsen
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes Dansk folkeparti Høje Taastrup