Dansk Folkeparti Høje-Taastrups politikområder

Ældrepolitik:


Dansk Folkeparti har de ældre og de ældres vilkår i fokus. Vi arbejder på at fastholde det gode serviceniveau, som vi har i kommunen. Vi arbejder aktivt imod forringelser og prisstigninger på området. F.eks. er Dansk Folkeparti lykkedes med at holde prisen på den kommunale mad i ro igennem flere år.

 

Socialpolitik

 

Det er vigtigt, at man som borger i Høje-Taastrup Kommune kan få hjælp og støtte, hvis man bliver syg, eller livet på anden måde går galt. Dansk Folkeparti ønsker et velfærdssamfund, som hjælper mennesker, der har hjælp behov. Vi mener dog også, at man efter bedste evne selv skal yde, hvad man kan.

Trafikpolitik


Dansk Folkeparti har igennem 20 år siddet på formandsposten i Teknisk Udvalg – det udvalg, som infrastruktur, kloakker, lys og grønne områder sorterer under. Vi understøtter er udvikling med fokus på gode forhold for de bløde trafikanter, samt et vejnet, der både er i god stand, som binder kommunen sammen, og som formår at afvikle en stigende bilisme med fokus på både sikkerhed og en fornuftig hastighed.

 

Børn & Unge politik

 

Vi skal i kommunen have rummelige institutioner med pladsgaranti, velkvalificeret personale, samt godt og sundt indeklima. Dansk Folkeparti har sammen med flere andre partier vedtaget en børnepakke, hvor der prioriteres ekstra fokus og ekstra pædagoger til de institutioner, som er særligt udfordret.

Ligeledes arbejder vi for skoler med høj faglig standard, uddannede lærere, om gode rammer for undervisningen – herunder moderne faglokaler og fysiske læringsmiljøer.

Kulturpolitik

 

Høje-Taastrup Kommune kan være stolt af et mangefoldigt og blomstrende kulturliv. DF understøtter politisk de mange forskellige interesser, som afspejler sig i kommunens mangfoldighed af klubber.

Vi har stor respekt for det kæmpe arbejde, som kommunens mange frivillige lægger.

Integrationspolitik

 

Når man bosætter sig i Høje-Taastrup Kommune, skal man grundlæggende være indstillet på at integrere sig. DF blander sig ikke i, hvilken religion men har, eller hvilken mad man spiser; til gengæld er vi imod at imødekomme religiøst funderede krav til f.eks. mad, påklædning, kønsadskillelse i svømmehaller, bederum og lign.

Vi mener også, at man som indvandrer eller flygtning skal gøre sit bedste for at blive selvforsørgende og at tillære sig det danske sprog så hurtigt som muligt. Den kommunale integrationspulje bør kun kunne søges af projekter, som reelt har en positiv virkning på integrationen.

 

Miljøpolitik

 

Dansk Folkeparti Høje-Taastrup arbejder for, en øget biodiversitet. Det gør vi ved selv at fremsætte partiforslag – bl.a. har vi foreslået, at der opsættes insekthoteller i de kommunale rundkørsler. Ligeledes vil der i Teknisk udvalg nu blive fremlagt en sag om, hvilke grønne arealer, som skal plejes efter hvilke principper.

Det er afgørende, at kommunens borgere har adgang til rekreative grønne områder med en rig natur. 

DF understøtter også en øget skovrejsning i kommunen – vi har senest lagt stemmer til køb af 50 tdr. land, hvorpå der nu plantes skov.

Ligeledes understøtter vi kommunens nedbringelse af co2.

 

Lov og orden

 

Vores by skal være et sikkert sted at færdes. Derfor har DF – lokalt for nylig fremsat et forslag om skærpet kameraovervågning på de dele af Taastrup hovedgade, som er præget af utryghedsskabende grupper af unge sortklædte mænd, som sælger hash og andre ulovlige stoffer.

Vi vil ikke acceptere, at vores borgere skal færdes i utryghed.

DF så også gerne, at Politiet i højere grad er synligt til stede –gerne patruljerende– på bl.a. hovedgaden.

DF har ligeledes tidligere fået gennemført hastighedsdæmpende tiltag, som fjernede gaderæs fra Helgeshøj Alle`; desværre plages dele af kommunen, oftest i forårs og sommermånederne, stadig af tankeløse unge, som mener, at færdselsloven og almindelig hensyntagen ikke gælder for dem – det skal vi have stoppet.

 

Landsbypolitik

 

Høje-Taastrup Kommune består ikke blot af Taastrup og Hedehusene, men også af flere landsbyer. Dansk Folkeparti er opmærksomme på hele kommunen og for Dansk Folkeparti Høje-Taastrup gælder det, at hver og en valgt DF-kandidat repræsenterer hele kommunen.

I Reerslev er det os magtpåliggende, at det nye vejforløb igennem byen – Tingstedvej - bliver til i et tæt samarbejde og med stor lydhørhed overfor de lokale beboeres ønsker, så vi kan finde en løsning, der trafiksikkerhedsmæssigt er i top.

I Fløng er det et mål, at vi får sat hastigheden ned på den del af motorvejen, som ligger meget tæt op ad bebyggelse.

I Sengeløse har DF aktivt medvirket til en sænkning af hastigheden på en del af Ågesholmsvej, ligesom der er opstillet automatiske fartmålere, som skal medvirke til, at bl.a. børn kan krydse vejen, når de skal i Sengeløse Naturpark. 

 

Erhvervspolitik

 

Forudsætningen for velfærd i Høje-Taastrup Kommune går gennem indtægter. Disse genererer vi via skatter fra både borgere og erhvervsliv. Vi skal derfor gøre det attraktivt at placere sin virksomhed i kommunen. Det kan gøres ved f.eks. hurtig byggesagsbehandling, kort afstand til de politiske beslutningstagere og gode service fra de dele af den kommunale administration, som man måtte komme i berøring med, når man etablerer virksomhed i kommunen.

Dansk Folkeparti vil også politisk understøtte et tæt samarbejde med private virksomheder med henblik på jobskabelse, aktivering og jobafprøvning.

Veteranpolitik

 

Dansk Folkeparti fik for mange år siden indført en højtideligholdelse af flagdagen den 5. september.

Flagdagen er dagen, hvor vi takker vores veteraner fra forsvaret, politiet og sundhedsvæsenet for deres store indsats under udsendelse for Danmark.

Dansk Folkeparti har gennem årene fået tilført flagdagen flere midler. Det har betydet, at vi den 5. september hvert år kan invitere vores veteraner til sammenkomster, som bliver stadigt mere populære. DF har også udvirket ansættelse af en veterankoordinator, således af veteraner, der har behov for kommunens hjælp, bliver taget hånd om på en ordentlig måde.

Det er vi stolte af, for vores veteraner fortjener både dyb respekt og en god behandling.

Handicappolitik

 

Vi skal i planlægningen af vores by indtænke tilgængelighed for vores handicappede borgere – det er kort og godt helt essentielt, at alle har de samme muligheder for at komme rundt.